Øivind kommer fra Thurø – og Norge før han flyttede hertil.
Jeg har været med på holdet et halvt års tid, siger Øivind.
Jeg er uddannet som møbelsnedker og har været selvstændig i 25 år i forbindelse med restaurering af antikke møbler. Jeg har drevet ”Antique Valdemars Slot – Møbelrestaurering”, et restaurerings- og konserveringsværksted som primært beskæftigede sig med ting fra 1600-, 1700- og 1800-tallet. Det var nogen spøjse opgaver jeg tog mig af dér.
Jeg kendte Bjarne fra Tirsdagsholdet i forvejen, blandt andet fordi vi havde nogen fælles venner. Det var Bjarne der foreslog det her, og efter at have set båden tænkte jeg at det var en god ide at arbejde lidt videre med træ og høvl og stemmejern hernede.
Det vi går og laver lige nu passer mig meget godt. Vi er i gang med at lave forkahytten på Carla, og så skal der laves en pæn afslutning på toppen med en egetræskantliste.
Jeg har selv sejlet i 25 år og har duelighedsbevis. Det kvalificerer mig ganske rigtigt til i givet fald og med tiden måske at blive skipper på Carla.
Jeg har hørt lidt om at Carla mangler sådan én udover Bjarne, så vi er to til den opgave, og jeg har som sagt papirerne til den. Men jeg har jo også min egen båd, og sejler selv om sommeren, så det meste af højsæsonen er jeg desværre ikke til rådighed for sejladser som skipper på Carla. Så er der selvfølgelig sundturene i for- og efteråret, men det er ikke noget vi har talt om. Måske, måske.
At jeg nyder at være med på Tirsdagsholdet skyldes nok en blanding af lysten til at vedligeholde træarbejdet fra min erhvervsaktive periode og glæden ved at være en del af et maritimt miljø.